Fupcasinoer og deres fremgangsmåder
Vi har i den senere tid set en stigning i antallet af sager, der involverer det, vi kalder "fupcasinoer". Det er foretagender, der udgiver sig for at være normale online casinoer, men tjener penge på en anden måde – ofte ved at lade spillerne vinde og derefter kræve forskellige gebyrer for at låse gevinsterne op, så de kan udbetales.
Selvom spillerne opfylder alle fupcasinoets krav, modtager de alligevel aldrig deres penge. Hele konceptet er, at spillene er manipuleret eller direkte forfalsket til at give spillerne gevinst, fordi deres eneste formål er at lokke spillerne til at sende fupcasinoerne en eller anden form for betaling.
Fupcasinoernes fremgangsmåder
Fupcasinoerne anvender en bred vifte af undskyldninger for at anmode spillerne om penge. Her er de mest almindelige:
- Transaktionsgebyrer og forsikringer
- Verificering af betalingsmetoder
- Forhøjelse af spilleres VIP-niveau
- Skatter og afgifter
Vi gennemgår fremgangsmåderne nedenfor, men husk på, at de altså bare er eksempler. Fupcasinoer kan være utrolig kreative, når de skal finde på nye metoder til at vildlede spillere. De kan også bruge flere fremgangsmåder samtidig eller lige efter hinanden.
Transaktionsgebyrer og forsikringer
Når du har samlet nok gevinster på din konto og anmoder om en udbetaling, kan du komme ud for, at fupcasinoerne stiller krav om, at du indsætter en procentdel af udbetalingsbeløbet på din casinokonto, inden de vil behandle din anmodning. De hævder, at det er et transaktionsgebyr for at foretage udbetalingen.
Selvom du indbetaler pengene, får du dog ikke noget udbetalt alligevel. I stedet finder fupcasinoerne ofte på nye undskyldninger, så de kan kræve yderligere betaling eller gebyrer.
Vi har modtaget en sag i vores Center for klagebehandling, hvor et casino krævede en indbetaling på $50 for at behandle en spillers udbetaling.
Efterfølgende anmodede de om en indbetaling på yderligere $80 for at give spilleren mulighed for at få udbetalt $8.000 fra sin konto. Senere da samme spiller havde samlet over $27.000 sammen på sin konto, krævede casinoet endnu et gebyr på $277 (1 % af udbetalingsbeløbet).
Sagen her er tilsvarende, men her hævdede casinoet, at spilleren skulle foretage en indbetaling som en form for forsikring for at beskytte sine midler.
Verificering af betalingsmetoder
En anden almindelig undskyldning handler om, at spilleren skal verificere sin betalingsmetode. Det er en fremgangsmåde, der også benyttes af legitime online casinoer, hvis spillere ønsker at få deres penge udbetalt til en betalingsmetode, de ikke tidligere har brugt til en indbetaling.
Når metoden anvendes af både reelle casinoer og fupcasinoer, kan det imidlertid være svært at skelne det ene fra det andet. En vigtig forskel er dog, at reelle casinoer som regel kun anmoder om indbetaling af et minimalt beløb, mens fupcasinoer ofte kræver højere indbetalinger.
Indbetalinger for at stige i VIP-niveau
På visse online casinoer kan du som spiller forhøje din udbetalingsgrænse eller låse op for særlige funktioner ved at rykke op på højere niveauer i casinoets loyalitetsprogram. Fupcasinoerne bruger det som lokkemad ved at hævde, at en indbetaling vil hjælpe spillerne op på et højere VIP-niveau og give dem mulighed for at få udbetalt deres gevinster.
I sagen her hævdede fupcasinoet, at spillerens konto var blevet låst på grund af verificeringsproblemer. Spilleren blev instrueret i at indbetale penge til sin konto for at nå op på et højere VIP-niveau, hvor der igen var adgang til både konto og midler.
Betalinger til skatter og afgifter
Vi har også set fupcasinoer stille krav om, at spillere foretager en indbetaling på en vis procentdel af deres saldo for at dække "gevinstskatten", inden casinoet foretager udbetalingen.
I sagen her hævdede casinoet, at spilleren ifølge deres regler skulle foretage en indbetaling på 10 % af sin saldo for at betale den påkrævede gevinstskat, inden pengene kunne frigives til udbetaling.