Regler og odds i roulette - En redegørelse for indsatser, gevinster og sandsynligheder
Roulette er et af de mest populære casinospil i verden. Det er kendt af stort set alle, og det er samtidig relativt simpelt.
Langt de fleste vil være i stand til at gå direkte hen til et roulettebord og gå i gang med at spille uden at læse noget som helst om reglerne. Det skader dog aldrig at have forberedt sig grundigt. Hvis du vil spille roulette (uanset om det er online eller på dit lokale casino), bør du sætte dig ind i de grundlæggende rouletteregler og de forskellige spiltyper, inden du går i gang.
Det er derfor, vi har skrevet artiklen her. Tænk på den som en begynderguide til roulette, der lærer dig alt, hvad du skal vide for at have det sjovt og måske endda gå hjem med lidt ekstra penge på lommen. Læs videre, og gør dig klar til at spille!
Artiklen her handler udelukkende om det grundlæggende ved roulette. Hvis du ved alt om spillet allerede, er du velkommen til at gå direkte videre til vores artikler om roulettestrategier, der kan hjælpe dig med at optimere dine chancer for at kunne gå fra casinoet med overskud.
Reglerne i roulette
Roulette er som udgangspunkt et særdeles simpelt spil. Det spilles på et roulettehjul med 37 eller 38 nummererede felter i forskellige farver:
- Europæisk (fransk) roulette: Tal fra 1 til 36 (røde eller sorte) og 0 (grøn)
- Amerikansk (dobbelt 0) roulette: Tal fra 1 til 36 (røde eller sorte), 0 og 00 (grønne)
En lille kugle kastes ind på det roterende roulettehjul, og spillerne placerer penge på det tal, de tror, kuglen lander på. Der kan spilles på individuelle tal eller en lang række forskellige grupper af tal. Spil på få tal ad gangen har mindre chance for at vinde, men giver til gengæld større gevinster. Vi gennemgår alle de forskellige spiltyper, gevinststørrelser og vindersandsynligheder senere her i guiden.
Udover kuglen og hjulet er der også et roulettebord med et særligt layout, som spillerne kan placere deres indsatser på. Indsatser kan placeres, inden croupieren drejer på hjulet og kaster kuglen. Som regel accepteres indsatser også, efter hjul og kugle er sat i rotation, men kun indtil croupieren annoncerer, at der ikke må placeres flere indsatser.
Det tal, kuglen lander på, er vindertallet, og alle spil evalueres derefter. Tabende indsatser indsamles af croupieren, mens gevinster beregnes og udbetales til spillerne.
Reglerne i roulette
Udover de grundlæggende regler, der er beskrevet ovenfor, findes der en række specielle rouletteregler, der i en vis udstrækning ændrer spillets forløb. De mest anvendte og kendte specialregler er:
- La Partage
- En Prison
- Surrender
Specialreglerne er som udgangspunkt til gavn for spillerne, fordi de reducerer husets fordel, så spillerne i det lange løb taber færre penge. Hvis du har et valg, bør du derfor altid vælge et spil, der anvender en af de førnævnte regler.
La Partage
"La Partage" anvendes i forbindelse med de såkaldte spil med lige chance (rød/sort, lige/ulige, 1-18/19-36), hvor sandsynligheden for at vinde og tabe er lige stor, og kendes fortrinsvis fra fransk roulette.
Hvis kuglen lander på 0, returneres halvdelen af indsatsen til alle spillere, der har satset på spil med lige chance.
Du placerer 100 kr. på sort, men kuglen lander på det grønne 0. Takket være "La Partage" får du de 50 kr. tilbage.
En Prison
"En Prison" er en mere kompliceret variant af "La Partage". Her får spilleren nemlig ikke halvdelen af sin indsats på spil med lige chance tilbage, hvis kuglen lander på 0. I stedet bliver indsatsen liggende på bordet. Croupieren placerer en markør på indsatsen, der signalerer, at den er "i fængsel".
Spillet går så videre til næste spilrunde. Hvis et "fængslet" spil vinder, returneres den originale indsats til spilleren. Hvis det ikke vinder, er indsatsen tabt.
Du placerer 100 kr. på sort, men kuglen lander på det grønne 0. Din indsats sættes "i fængsel". I den efterfølgende runde lander kuglen på et sort tal, og du får dine 100 kr. tilbage takket være reglen om "En Prison".
I det lange løb giver reglerne "La Partage" og "En Prison" stort set det samme resultat, men der er trods alt en lille forskel. Nogle spillere foretrækker "La Partage", mens andre kan lide den ekstra spænding ved "En Prison".
Surrender
Hvor de to tidligere nævnte regler anvendes i den franske og den europæiske version af roulette, benyttes reglen om "Surrender" stort set kun i amerikansk roulette på amerikanske casinoer.
Den fungerer som udgangspunkt lige som "La Partage", men gælder for både 0 og 00. Hvis kuglen lander på 0 eller 00, betales halvdelen af indsatsen på alle spil med lige chance tilbage til spillerne.
Rouletteregler i Californien
Staten Californien i USA har forbudt alle casinospil, hvor udfaldet afgøres af kugler eller terninger. Den "normale" form for roulette er altså ulovlig, men casinoerne i Californien har fundet på en måde at omgå reglerne, så de alligevel kan tilbyde det populære chancespil til deres gæster. På californiske casinoer spilles roulette nemlig med kort i stedet for den sædvanlige kombination af roulettehjul og kugle.
Spillerne placerer deres indsatser på stort set samme måde som i et normalt spil amerikansk roulette, men når der lukkes for indsatser, er alting anderledes. I stedet for det klassiske hjul og kuglen genereres resultatet nemlig af 38 kort med samme tal og farver som på et amerikansk roulettehjul. De 38 kort placeres i en automatisk blandemaskine, hvorefter et af dem udtrækkes tilfældigt, så det kan repræsentere det sted, hvor "kuglen" er landet.
Det er altså på alle måder en helt anden historie end de tre regler, der er nævnt ovenfor. Reglerne i californisk roulette ændrer ikke på oddsene, men de er bestemt værd at have i baghovedet. Hvis du nogensinde skulle forvilde dig ind på et casino i Californien, vil du for øvrigt se, at de også benytter kort, når de spiller craps.
Etikette i roulette
Hvis du vil spille roulette på et casino ude i virkeligheden, er du nødt til at vide, hvordan du forventes at opføre dig ved roulettebordet, herunder hvad du skal gøre, og hvad du ikke skal gøre. Du skal med andre ord kende til den såkaldte etikette i roulette. Korrekt etikette kommer især til sin ret, hvis du planlægger at spille roulette på et af de større og mere fancy casinoer.
Du kan finde de vigtigste "etiketteregler" til roulette på listen nedenfor:
- Placer dine indsatser på de rigtige tidspunkter. Croupieren åbner runden ved at sige "Placer jeres indsatser!" Derefter må du placere dine jetoner på spilfelterne, indtil croupieren lukker for spil ved at sige "Ikke flere indsatser!". Du bør ikke forsøge at placere indsatser uden for den periode.
- Sørg for at veksle dine penge i tide. Roulettejetoner er anderledes end de chips, der bruges i de fleste andre casinospil. I roulette har alle spillere deres egne jetoner i en unik farve, så de ikke forveksler dem med andre spilleres jetoner. Jetoner fra roulette kan ikke bruges i andre casinospil. Derfor skal du veksle dine penge (eller almindelige casinochips) til roulettejetoner, når du sætter dig ved et roulettebord og vice versa, når du forlader det.
- Hold din begejstring under kontrol. Det er helt okay at være glad, når du vinder, men du skal holde dine følelser nogenlunde under kontrol. Du må hverken råbe, bande eller kalde andre personer øgenavne (hverken spillere eller croupieren), og det gælder, både når du vinder, og når du taber.
- Hjælp andre med at placere deres indsatser, og lad andre hjælpe dig. Rouletteborde kan være ret store, og det kan være svært at nå alle sektionerne. Hvis du vil spille på noget, du ikke kan nå, må du ikke forsøge at kaste dine jetoner derhen. Spørg i stedet en spiller, der står tættere på, om han eller hun vil placere dine jetoner på bordet, og forklar nøjagtigt, hvad du vil spille på. Hvis det er den anden vej rundt, bør du heller ikke tøve med at hjælpe andre spillere med at placere deres indsatser.
- Drik ikke for meget. Det er helt i orden at drikke alkohol på et casino, men du skal være i stand til at styre det. Du må ikke blive fuld. Fulde spillere har en tendens til at være ubehøvlede over for både casinoets personale og andre spillere, og de træffer som regel også dårligere beslutninger.
- Følg reglerne om drikkepenge. På mange casinoer er drikkepenge nærmest obligatoriske, mens de på andre er forbudt. Læs reglerne om drikkepenge på dit aktuelle casino, inden du går i gang med at spille, og følg dem.
Når du spiller roulette på internettet, er det svært ikke at følge rouletteinstruktionerne. I online roulette, der udelukkende er softwarebaseret, er det reelt umuligt at omgå reglerne. Roulette med live dealer kan dog være en undtagelse. Her kan du nemlig som oftest chatte med croupieren. Hvis du opfører dig pænt og høfligt, er der dog ikke nogen problemer. :)
Indsatser og gevinster i roulette
Roulettebordet giver dig adgang til mange forskellige typer roulettespil. Du kan spille på individuelle tal eller en lang række forskellige grupper af tal. De forskellige spiltyper har både forskellige vinderchancer og forskellige gevinster.
Som udgangspunkt kan roulettespil inddeles i tre kategorier:
- Indvendige spil
- Udvendige spil
- Specialspil
De indvendige og de udvendige spil er de mest almindelige og bør være kendt af alle spillere. Specialspillene er mere avancerede og kan ikke engang spilles på alle casinoer, så dem er det knap så vigtigt at være bekendt med, når du spiller roulette på grundniveau.
Roulette har til gengæld en ganske pæn tilbagebetalingsprocent (TBP), især når en række af de tidligere nævnte specialregler kommer i anvendelse. Læs mere om vigtigheden af TBP og varians.
Indvendige spil
Layoutet på et roulettebord består af et stort rektangel med tallene (1-36, 0 og 00 i amerikansk roulette) i rækkefølge og en række andre sektioner til indsatser. De indvendige spil er dem, der kan placeres direkte på selve tallene. Se mere om dem i tabellen nedenfor.
Spil | Beskrivelse | Gevinst |
---|---|---|
Straight up (1) | Et spil på et enkelt tal | 36x indsats |
Split (2) |
Et spil på to tal, der er placeret ved siden af hinanden på roulettebordet. | 18x indsats |
Street (3) |
Et spil på tre tal i en vandret række på roulettebordet. | 12x indsats |
Six line (4) |
Et spil på en blok af seks tal i to vandrette rækker ved siden af hinanden på roulettebordet. | 6x indsats |
Corner (5) |
Et spil på fire tal i et kvadrat omkring et fælles hjørne. | 9x indsats |
Trio (6) |
Et spil på tre tal – 0, 1, 2 eller 0, 2, 3. Kun på roulette med et enkelt nul. | 12x indsats |
Basket (7) |
Et spil på fire tal – 0, 1, 2, 3. Kun på roulette med et enkelt nul. | 9x indsats |
Top line (8) |
Et spil på fem tal – 0, 00, 1, 2, 3. Kun på roulette med dobbelt nul. | 7x indsats |
De indvendige spil dækker fra 1 til 6 tal og giver gevinster fra 6x til 36x din originale indsats. De fleste af dem kan spilles på roulette med både enkelt nul og dobbelt nul. Trio, Basket og Top line kan dog kun spilles i specifikke varianter. Bordene til de respektive roulettetyper har forskellige layouts, så det altid er åbenlyst, hvilke spil der kan spilles, og hvilke spil der ikke kan spilles.
Udvendige spil
Udvendige spil placeres i den sektion af roulettebordet, der ligger uden for selve tallene. Se mere om de udvendige spil i tabellen nedenfor.
Spil | Beskrivelse | Gevinst |
---|---|---|
Rød/sort (1) |
Et spil på alle enten røde eller sorte tal. | 2x indsats |
Lige/ulige (2) |
Et spil på alle enten lige eller ulige tal. | 2x indsats |
Høj/lav (3) |
Et spil på tallene fra 1 til 18 eller 19 til 36. | 2x indsats |
Dusin (4) |
Et spil på tallene fra 1 til 12, 13 til 24 eller 25 til 36. | 3x indsats |
Kolonne (5) |
Et spil på en af de tre lodrette kolonner af tal på roulettebordet. | 3x indsats |
Snake bet (6) |
Et spil på tallene 1, 5, 9, 12, 14, 16, 19, 23, 27, 30, 32 og 34. Placeres ved at lægge en jeton i det nederste hjørne af tallet 34 væk fra de øvrige tal. Snake bet accepteres ikke på alle casinoer. | 3x indsats |
Specialspil (annoncerede spil)
Specialspil (også kaldet "annoncerede spil" ) er en særlig type spil, som du kan annoncere til croupieren, inden du placerer det nødvendige antal jetoner på roulettebordet. Specialspil dækker typisk en specifik sektion på roulettehjulet, hvilket betyder, at tallene ikke sidder ved siden af hinanden i layoutet på roulettebordet, som de ellers gør for de almindelige indvendige og udvendige spil.
Specialspillene kan også spilles på en anden måde end ved at annoncere dem. På de fleste rouletteborde kan du nemlig placere dine indsatser i et særligt område, der kaldes racerbanen. Det er praktisk taget en oversigt over roulettehjulet med særlige sektioner til de respektive specialspil. Du kan læse mere om racerbanen i vores artikel om roulettebordet og hjulets layout.
Annoncerede spil angives ofte med deres franske navne. Spillene er som udgangspunkt også knyttet til hjulets layout i europæisk og fransk roulette. Husk på, at specialspillene ikke er en del af spillet på alle casinoer, og at du på ingen måde behøver at kende til dem for at spille roulette. Hvis du har nok i de grundlæggende spilmuligheder, er du velkommen til at springe over det følgende afsnit i teksten.
Store serie (Voisins du zéro)
Store serie udgøres af de sytten tal fra og med 22 til og med 25 på et roulettehjul med ét nul. Mere specifikt dækker store serie eller "naboer til nul", som spillet også kaldes, altså tallene 22, 18, 29, 7, 28, 12, 35, 3, 26, 0, 32, 15, 19, 4, 21, 2 og 25.
Du skal bruge mindst ni jetoner for at spille spillet, men du kan sagtens spille for flere, så længe antallet at jetoner kan deles med ni. Hvis du har ni jetoner, skal de placeres som følger:
- To på trioen 0-2-3
- Én på splitten 4-7
- Én på splitten 12-15
- Én på splitten 18-21
- Én på splitten 19-22
- To på corneren 25-26-28-29
- Én på splitten 32-35
Bemærk, at de individuelle spil ikke allesammen giver samme gevinst, hvis de vinder. De fleste af dem indbringer dig 18 jetoner (en nettogevinst på 9 jetoner) svarende til en fordobling af din samlede indsats, men de to jetoner på trioen 0-2-3 sikrer dig hele 24 jetoner (en nettogevinst på 15 jetoner), hvis kuglen lander på et af tallene. Samme mønster går igen for størstedelen af specialspillene på rouletten, og vi nævner det derfor ikke for dem allesammen.
0-spil (Jeu zéro)
0-spillet dækker nul (0) og de seks nærmeste tal, mere specifikt tallene 12, 35, 3, 26, 0, 32 og 15. Altså syv tal i alt. Som du kan se, indgår de samme syv tal også i "store serie", men jetonerne placeres en smule anderledes i "0-spillet".
Du skal bruge fire jetoner (eller et antal, som fire går op i) for at spille spillet. Hvis du har fire jetoner, skal de placeres som følger:
- Én på splitten 0-3
- Én på splitten 12-15
- Én på splitten 32-35
- Én på tallet 26 straight up
Lille serie (Le tiers du cylindre)
Lille serie dækker de tolv tal fra og med 27 til og med 33 eller mere specifikt tallene 27, 13, 36, 11, 30, 8, 23, 10, 5, 24, 16 og 33 på et roulettehjul med et enkelt nul. Hvor begge de tidligere nævnte spil dækker området omkring nul, fokuserer "lille serie" på den modsatte side af hjulet.
Du skal bruge seks jetoner (eller et antal, som seks går op i) for at spille spillet. Hvis du har seks jetoner, skal de placeres på følgende splits: 5-8, 10-11, 13-16, 23-24, 27-30 og 33-36.
Naboer
Nabospil adskiller sig fra de øvrige specialspil, fordi nabospil kan placeres på alle tal på roulettehjulet.
Et nabospil består af fem jetoner (eller et antal, som fem går op i), der dækker et udvalgt tal og de fire nærmeste tal på roulettehjulet (to til venstre og to til højre). Der skal placeres én jeton på hver af de dækkede tal straight up.
Finale-spil
Et finale-spil er et spil på alle tal, der ender med et specifikt ciffer. Der skal placeres et bestemt antal jetoner på de respektive tal:
- Du skal bruge fire jetoner (eller et antal, som fire går op i) for at spille spillene fra "finale-0" til "finale-6".
- Du skal bruge tre jetoner (eller et antal, som tre går op i) for at spille spillene fra "finale-7" til "finale-9".
Spillet "finale-5" dækker tallene 5, 15, 25 og 35. Spillet "finale-8" dækker tallene 8, 18 og 28.
Komplette spil (maksimumspil)
Et komplet spil (også kaldet "maksimumspil") er en smule mere kompliceret, fordi det indeholder en lang række forskellige spil. Grundidéen bag komplette spil er at spille det maksimale antal indvendige spil på et udvalgt tal.
Det betyder, at spillet "17 til maksimum" eksempelvis koster dig 40 jetoner i alt (når 1 jeton er den maksimale indsats på et tal straight up). Jetonerne placeres på roulettebordet som følger:
- Én jeton på tallet 17 straight up
- To jetoner på hver af de fire splits 14-17, 16-17, 17-18 og 17-20
- Tre jetoner på street 16-17-18
- Fire jetoner på hver af de fire cornere 13-14-16-17, 14-15-17-18, 16-17-19-20 og 17-18-20-21
- Seks jetoner på hver af de to "six lines" 13-14-15-16-17-18 og 16-17-18-19-20-21
Hvis du placerer 40 jetoner efter ovenstående mønster, og kuglen lander på tallet 17, går alle dine spil hjem, og du vinder den højst mulige gevinst på en maksimumspil (432 jetoner, inklusive din originale indsats eller 392 jetoner netto). Hvis kuglen lander på et af nabotallene i layoutet på roulettebordet, vinder du stadig noget, men bare ikke så meget.
Odds og sandsynligheder i roulette
Hvis du har læst dig frem hertil, skulle du gerne kende alle roulettespillene og deres potentielle gevinster, og det bringer os frem til den mest interessante del af artiklen. Nu skal vi nemlig til at beregne rouletteodds og finde den langsigtede værdi af de respektive spil.
I tabellerne nedenfor finder du den såkaldte TBP (tilbagebetalingsprocent) for alle spillene. Den kaldes også for gevinstfrekvens. Tilbagebetalingsprocenten er den forventede langsigtede værdi af et spil. Du kan læse mere om den i vores artikel om TBP og varians.
Indvendige spil - odds og sandsynligheder
Tabellen nedenfor viser alt, hvad du skal vide om oddsene på indvendige roulettespil. De tomme felter skyldes, at en række af spillene udelukkende kan spilles i enten den amerikanske eller den europæiske version af roulette.
Spil | # dækkede tal | Gevinst | Vinderchance (eur.) | Vinderchance (ame.) | TBP (eur.) | TBP (ame.) |
---|---|---|---|---|---|---|
Straight up | 1 | 36x indsats | 1/37 | 1/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Split | 2 | 18x indsats | 2/37 | 2/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Street | 3 | 12x indsats | 3/37 | 3/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Six line | 6 | 6x indsats | 6/37 | 6/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Corner | 4 | 9x indsats | 4/37 | 4/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Trio | 3 | 12x indsats | 3/37 | - | 97,3 % | - |
Basket | 4 | 9x indsats | 4/37 | - | 97,3 % | - |
Top line | 5 | 7x indsats | - | 5/38 | - | 92,1 % |
Bemærk, at spillet "top line" i amerikansk roulette har en lavere TBP end alle andre roulettespil. Det skyldes, at det dækker fem tal, men kun giver en gevinst på syv gange din indsats. Hvis spillet skulle have samme TBP som de øvrige spil på amerikansk roulette, skulle gevinsten være på 7,2 gange indsatsen. Derfor er det aldrig en god idé at placere dine jetoner på "top line".
Udvendige spil - odds og sandsynligheder
Tabellen nedenfor viser alle vigtige oplysninger om oddsene på udvendige roulettespil.
Spil | # dækkede tal | Gevinst | Vinderchance (eur.) | Vinderchance (ame.) | TBP (eur.) | TBP (ame.) |
---|---|---|---|---|---|---|
Rød/sort | 18 | 2x indsats | 18/37 | 18/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Lige/ulige | 18 | 2x indsats | 18/37 | 18/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Høj/lav | 18 | 2x indsats | 18/37 | 18/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Dusin | 12 | 3x indsats | 12/37 | 12/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Kolonne | 12 | 3x indsats | 12/37 | 12/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Snake bet | 12 | 3x indsats | 12/37 | 12/38 | 97,3 % | 94,74 % |
Ovenstående tabel viser tallene for spil uden specialregler som "La Partage", "En Prison" og "Surrender". Den slags regler introducerer et særligt element i spillet, der ændrer TBP.
TBP i roulette med specialregler
Tabellen nedenfor viser, hvordan specialreglerne ændrer roulettespillets TBP. Specialreglerne påvirker som udgangspunkt kun de såkaldte lige chance-spil, og det er derfor kun dem, der er angivet i tabellen.
Spil | RTP (eur.) | RTP (eur. + "La Partage") | RTP (eur. + "En Prison") | RTP (ame.) | RTP (ame. + "Surrender") |
---|---|---|---|---|---|
Rød/sort | 97,3 % | 98,6 % | 98,6 % | 94,74 % | 97,2 % |
Lige/ulige | 97,3 % | 98,6 % | 98,6 % | 94,74 % | 97,2 % |
Høj/lav | 97,3 % | 98,6 % | 98,6 % | 94,74 % | 97,2 % |
Reglerne sørger altså for, at spil med lige chance har en højere TBP end de øvrige typer spil. Hvis du spiller roulette under de ovenfor nævnte regler, har du altså i det lange løb større værdi ud af at spille på rød/sort, lige/ulige og høj/lav.
Specialspil - odds og sandsynligheder
Specialspil er, som navnet antyder, specielle. De består af mindre spil, der dækker forskellige sektioner af roulettebordets layout. Det betyder, at odds og sandsynligheder for specialspillene kan opdeles i odds og sandsynligheder for de individuelle mindre spil.
Det giver derfor ikke den helt store mening at angive TBP for specialspillene på samme måde som for de almindelige indvendige og udvendige spil. Alle specialspil på roulette med et enkelt nul har en TBP på 97,3 %. Specialspillene i denne artikel består udelukkende af indvendige spil, og deres TBP påvirkes derfor ikke af de specielle rouletteregler, der ændrer TBP for spil med lige chance.
Specialspil benyttes stort set kun i europæisk (fransk) roulette. Hvis de imidlertid blev brugt (i en justeret form) i amerikansk roulette, ville de have en TBP på 94,74 %, medmindre de indeholdt et spil på "top line", der har en lidt lavere TBP og derfor ville reducere den samlede TBP for det pågældende specialspil en anelse.
Husets fordel i roulette
Husets fordel er den langsigtede fordel, casinoet har i forhold til spillerne. Den kan beregnes (for alle spil) som:
Husets fordel = 100 % - TBP (tilbagebetalingsprocent)
Husets standardfordel i roulette er:
- Europæisk roulette (roulette med et enkelt nul) – 2,7 %
- Amerikansk roulette (roulette med dobbelt nul) – 5,26 %
Som du ved, hvis du har læst de foregående afsnit, er der imidlertid både spil, der afviger fra standardfordelen, og de specielle rouletteregler, der reducerer casinoets fordel i forhold til spillerne.
Følgende spil og regler ændrer casinoets fordel:
- Reglerne "La Partage" og "En Prison" reducerer husets fordel ved spil med lige chance (rød/sort, lige/ulige og høj/lav) til omkring 1,35 % i roulette med et enkelt nul.
- Reglen "Surrender" reducerer husets fordel ved spil med lige chance (rød/sort, lige/ulige og høj/lav) til omkring 2,6 % i roulette med dobbelt nul.
- Spillet "top line" dækker tallene 0, 00, 1, 2 og 3, men giver huset den største fordel af alle spil på roulettebordet – 7,9 %.
Jo lavere fordel til huset, jo bedre er det for spillerne. Hvis vi udelukkende ser på TBP og husets fordel, er spil med lige chance på fransk roulette, hvor enten "La Partage" eller "En Prison" er implementeret, de bedste for spillerne, fordi de der statistisk set kun taber 1,35 % af deres indsats i det lange løb.
Er husets fordel i roulette højere eller lavere end husets fordel i andre spil?
Takket være TBP er det en forholdsvis enkel sag at sammenligne forskellige casinospil og finde frem til de spil, der giver casinoet den mindste fordel og derfor er mest fordelagtige for spillerne. Vi kan altså hurtigt afgøre, om husets fordel er højere i roulette end i andre spil.
Her har vi husets fordel i de mest populære casinospil:
- Europæisk roulette – 2,7 %
- Amerikansk roulette – 5,26 %
- Fransk roulette (med enten "La Partage" eller "En Prison") – 1,35 %
- Blackjack (med grundlæggende strategi) – mindre end 0,5 %
- Spillemaskiner – mellem 1 % og 8 % (omkring 4 % i gennemsnit)
- Baccarat – omkring 1 % (med spil på banken)
- Video poker (Jacks or Better) – mindre end 0,5 %
Når det gælder bordspil, er der altså spil, der er bedre for dig som spiller i det lange løb. Amerikansk roulette er langt det værste for spillerne, så hvis du vil spille roulette, bør du altså finde et casino, der tilbyder varianten med ét nul � og helst med en af de regler, der reducerer husets fordel.
Hvordan beregnes TBP og husets fordel i roulette?
Som tidligere nævnt er roulette et relativt simpelt spil, og TBP og husets fordel er derfor tilsvarende nemme at beregne. I det følgende forklarer vi, hvorfor casinoet altid har en fordel i roulette. Fordelen er nemlig matematisk knyttet til oddsene og den måde, spillet fungerer på.
Forventet værdi (spil for 10 kr. på straight up) = Potentiel gevinst * vinderchance = 360 kr. * (1/37) = 360 kr./37 = 9,73 kr.
Den forventede værdi for de øvrige spil er den samme:
- Forventet værdi (10 kr. på rød/sort) = 20 kr. * (18/37) = 360 kr./37 = 9,73 kr.
- Forventet værdi (10 kr. på en split) = 180 kr. * (2/37) = 360 kr./37 = 9,73 kr.
- Forventet værdi (10 kr. på en kolonne) = 30 kr. * (12/37) = 360 kr./37 = 9,73 kr.
Vi kunne sagtens fortsætte med beregningerne af samtlige spil på europæisk roulette, men det er ikke rigtig nødvendigt. Værdien af alle spil beregnes efter samme formel, og samtlige spil i europæisk roulette har derfor den samme TBP på 97,3 % (spillerne vinder statistisk set 9,73 kr., hver gang de har spillet for 10 kr.).
Udregningerne for amerikansk roulette er stort set de samme. Hver gang der står "37" i beregningerne, skal det bare erstattes af "38", fordi der er 38 potentielle udfald i et spil roulette med dobbelt nul.
De respektive udfald i amerikansk roulette er hver især en anelse mindre sandsynlige end i europæisk (bortset fra "00", der ikke findes på et roulettehjul med enkelt nul), men gevinsterne er de samme. Derfor har amerikansk roulette en lavere TBP på 94,74 %.
Husets fordel beregnes nemt ud fra TBP:
Husets fordel = 1 - TBP
Husets fordel i roulette er derfor:
- Husets fordel (europæisk roulette) = 1 - 97,3 % = 2,7 %
- Husets fordel (amerikansk roulette) = 1 - 94,74 % = 5,26 %
Konklusion
Roulette giver dig hverken de bedste odds eller de største gevinster på casinoet, men det er heller ikke nødvendigt. Mange anser roulette for at være det mest klassiske casinospil af alle, og det alene er nok til at gøre det til en fantastisk oplevelse.
Ovenikøbet er roulette et spil med et særdeles simpelt regelsæt og forholdsvis gode vinderchancer. Du kan gå i gang med at spille uden nogen dybere forståelse for spillet, omend det selvfølgelig altid er en god idé at sætte sig ind i de mest grundlæggende regler for at kunne træffe de bedste beslutninger.
Det er af samme grund, vi har skrevet denne artikel. Vi håber, du har haft glæde den, og ønsker dig held og lykke ved roulettebordet, hvis du vælger at give det et skud. Hvis du vil spille roulette online, anbefaler vi, at du vælger et godt casino fra vores liste over roulette casinoer.