Sådan kommer du ud af spilafhængighed

Når først gambling har udviklet sig til et problem eller en afhængighed, kan det være svært at holde op. Der findes imidlertid adskillige metoder, der kan hjælpe problemspillere i kampen mod ludomani, patologisk gambling, spilforstyrrelse eller spilafhængighed.

Hvis dine spillevaner er kommet ud af kontrol, kan vi kun anbefale dig at læse denne artikel og søge hjælp til at få ændret dit forhold til gambling.

Artiklen indeholder en oversigt over måder at håndtere problemspil på, inklusive:

  • Selvhjælp
  • Hjælp fra familie og venner eller andre, der har eller har haft problemer med gambling
  • Kilder til professionel hjælp, og hvordan de kan hjælpe dig

Indholdsfortegnelse:

  1. Erkendelse af problemet
  2. Vejen ud af spilafhængighed
  3. Håndtering på egen hånd
  4. Støtte fra familie og venner
  5. Telefonrådgivning og livechat
  6. Støttegrupper
  7. Psykoterapi, rådgivning og professionel hjælp
  8. Rehabiliterings- og behandlingscentre
  9. Her finder du hjælp

Erkendelse af problemet

Det absolut vigtigste i kampen mod problemspil er, at du erkender, at du har et problem, og at du er nødt til at gøre noget ved det. Uden dette første "trin" er dine chancer for at slippe ud af gamblingens kløer stort set nul.

Det kommer nok ikke som den helt store overraskelse. Hvis du ikke anerkender, at der er noget galt, og du ikke rigtig har lyst til at ændre noget, hvordan skulle der så nogensinde kunne ske en bedring?

Selvom logikken er åbenlys, viser det sig imidlertid i praksis ofte at være en af de største forhindringer for at slippe ud af et gamblingproblem eller en afhængighed. Problemspil, især i sine mere avancerede former, kan være en ekstremt svær modstander. Det kan have en enorm kontrol over dig og dine tanker og få dig til at tro, at du ikke kan styre noget som helst.

Hvis du kan erkende, at gambling fylder mere i din dagligdag, end det burde, og at du vil have kontrollen over dit liv tilbage, så er du imidlertid på rette spor. Der er dog lang vej igen.

Og hvis du tror (eller har bare den mindste mistanke om), at der er noget i dine spillevaner, der ikke er helt, som det burde være, kan vi stærkt anbefale dig at læse vores artikel om diagnosticering af problemspil. Hvis du så meget som bare overvejer, om du kunne have et gamblingproblem, er der sandsynligvis behov for at få ændret på en ting eller to. Under alle omstændigheder er det bedre at være på den sikre side.

Vejen ud af spilafhængighed

Det kan være svært at forestille sig, hvordan vejen ud af spilafhængighed ser ud fra start til slut. Derfor har vi valgt at beskrive to forskellige "modeller", der kan hjælp dig med at visualisere processen og forberede dig til rejsen:

De tre faser på vejen til spillefrihed

Psykiateren Robert L. Custer, M.D. var en af pionererne inden for den moderne behandling af patologisk gambling og problemspil, og han skitserede en model af, hvordan tvangsspilleren både gennemgår tre faser på vej ind i ludomanien og tre faser på vej ud igen. Der er gået adskillige årtier, siden Custer beskrev sine faser, men selvom spilleindustrien har udviklet sig enormt siden da, er kerneprincipperne stadig de samme.

Hvis du er nået dertil, kan det være svært at se lyset for enden af tunnellen, men det er vigtigt aldrig at opgive håbet. Hvis vi skal bruge en fortærsket kliché, så begynder rejsen ud af ludomanien med det første skridt. Vi lægger ud med at kigge nærmere på de tre faser på vejen til spillefrihed – den kritiske fase, genopbygningsfasen og vækstfasen.

Bemærk: Det nøjagtige indhold i de respektive tre faser kan være en anelse anderledes, hvis problemspilleren er mindreårig, men det overordnede billede er det samme.

1. Den kritiske fase

I den kritiske fase begynder du at tænke over, hvad du har gjort, og hvordan det har påvirket dit liv. Du indser, hvad der er sket, og begynder at tage ansvar for dine handlinger. Du holder op med at spille og begynder at tænke klart – og trangen til spil påvirker ikke længere alt, hvad du foretager dig.

Du analyserer din økonomiske situation og begynder at tænke over, hvordan du tager hånd om den. Din spilafhængighed har sandsynligvis bragt dig i økonomisk uføre, men det er nu, du lægger en plan for, hvordan du kan få din gæld ud af verden og komme tilbage på rette økonomiske spor.

I bund og grund er det i den kritiske fase, du begynder at genopbygge dit liv uden spil.

2. Genopbygningsfasen

Selvom du allerede er begyndt på genopbygningen i den kritiske fase, er der stadig lang vej igen. Genopbygningsfasen handler om at holde gang i processen og reelt få dit liv tilbage på sporet. Det indebærer som regel forbedringer på en lang række områder, f.eks. personlig udvikling, genopbygning af tillid og genoprettelse af din økonomi.

Når det gælder økonomien, er det essentielt at holde fast i den tidligere nævnte tilbagebetalingsplan for gæld og samtidig fokusere på at få betalt aktuelle regninger. Du bør også gøre alt, hvad du kan, for at få løst eventuelle juridiske problemer, der er opstået på grund af dine spillevaner.

Når du har fået styr på det praktiske, er det nemlig langt nemmere at acceptere dig selv for den, du er, inklusive både styrker og svagheder. Du får din selvrespekt tilbage, bliver mindre utålmodig og farer ikke så hurtigt op. Du begynder på nye aktiviteter, får nye interesser og sætter mål for fremtiden.

Du begynder at bruge mere og mere tid sammen med andre og arbejder på at forbedre dit forhold til din familie, dine venner, din partner, og hvem der ellers betyder noget i dit liv. Langsomt begynder dine omgivelser at stole på dig igen, og dit forhold til andre mennesker bliver bedre og bedre.

3. Vækstfasen

Efter du har genopbygget dit liv, har du en gylden mulighed for udvikle dig yderligere, blive en bedre udgave af dig selv og få en helt ny (og bedre) livsstil. Du er nu i vækstfasen.

Du tænker ikke længere på spil og er i stand til at håndtere alt, hvad livet kaster i din retning. Som alle andre løber du stadig ind i problemer, men du løser dem, uden den påvirkning gambling tidligere havde på din adfærd.

Du kan tilsidesætte dine egne behov og være opmærksomhed og kærlig over for andre omkring dig. Derudover har din erfaring med spilafhængighed givet dig en fantastisk selvindsigt. Du forstår både dig selv og andre langt bedre end tidligere og er – når alt kommer til alt – kommet styrket ud af dit spillemisbrug.

Forandringens hjul

Selvom de tre faser på vejen til spillefrihed er et fremragende visualiseringsredskab i behandlingsprocessen, er de ikke gode til at illustrere risikoen for forværring og tilbagefald – og den er desværre betydelig, selv efter lange perioder uden spil.

Den transteoretiske model baserer sig, som navnet antyder, på adskillige andre teorier. Den blev oprindeligt udviklet tilbage i 1970'erne i forbindelse med et studie af rygeafvænning, men benyttes i dag inden for en lang række områder, der er påvirket af afhængighed – herunder ludomani. Modellen bygger på en antagelse om, at vi ændrer vores vaner og adfærd kontinuerligt i en cyklus og altså ikke ændrer dem ved at træffe hurtige og endegyldige beslutninger.

Modellen opererer med seks forandringsstadier:

  1. Før-overvejelse – I dette stadie er du ikke klar over, at din adfærd er problematisk og kan have negative konsekvenser. Du har ingen intentioner om at foretage dig noget inden for den nærmeste fremtid (defineret som de næste 6 måneder), og du både undervurderer de positive effekter og overvurderer de negative effekter, en ændring af din adfærd vil have.
  2. Overvejelse – I dette stadig overvejer du at begynde på en sundere livsstil eller holde dig fra usunde vaner inden for den nærmeste fremtid. Du erkender, at din adfærd kan være problematisk, og begynder på en mere nøgtern måde at overveje de positive og negative konsekvenser, der kan være ved at ændre den. Med det sagt er du i bund og grund stadig usikker på, om du overhovedet har lyst til ændre på noget eller ej.
  3. Beslutsomhed – I dette stadie (der også kaldes forberedelsesstadiet) er du klar til at gå i gang inden for de næste 30 dage. Du begynder at tage de første små skridt på forandringens sti og har en fast tro på, at en ændring kan give dig en sundere livsstil.
  4. Aktivitet – I aktivitetsfasen har du foretaget en reel ændring og har planer om at fortsætte fremad. Det kan f.eks. være ændringer af problematisk adfærd eller etablering af nye sunde vaner.
  5. Vedligehold – I vedligeholdelsesfasen har du været i stand til at opretholde din forandrede adfærd i en længerevarende periode (defineret som mere end 6 måneder) og har intentioner om at fastholde den fremover. Du arbejder hårdt på at undgå tilbagefald og har intet ønske om at vende tilbage til dine tidligere usunde vaner.
  6. Afslutning – Når du når dette stadie, har du gjort dig fuldstændig fri af din tidligere usunde adfærd, og du er overbevist om, at du ikke får tilbagefald. Desværre er det kun de færreste, der nogensinde når frem til afslutningsfasen. De fleste forbliver i vedligeholdelsesfasen og skal i større eller mindre grad være påpasselige med ikke at lade sig friste resten af deres liv.

Selvom vi udelukkende nævner tilbagefald i vedligeholdelsesfasen ovenfor, kan de indtræffe i alle faser. Skulle det ske for dig, er det imidlertid vigtigt, at du ikke mister håbet og i stedet fortsætter arbejdet frem mod et bedre liv.

Der er ingen tvivl om, at begge de beskrevne modeller har deres begrænsninger, men vi håber alligevel, at de har inspireret dig til tage kampen op. Nu tager vi et kig på, hvordan du gør i praksis.

Håndtering på egen hånd

Det er ikke umuligt at slippe ud af spilafhængighed på egen hånd uden hjælp fra familie, venner og professionelle, men det er helt sikkert den absolut sværeste måde at gøre det på.

Det kan være ekstremt vanskeligt at fortælle andre om din spilafhængighed. Du kan være nervøs over at skulle dele noget så personligt, som hvad du har gjort, og hvad der er galt – selv med dine allernærmeste. De fleste, der har problemer med spil, er bange for at fortælle om det – præcis som du måske er det nu. Det er imidlertid det rigtige at gøre, og det kan være enormt positivt for både dit velbefindende og dine muligheder for at slippe ud af afhængigheden.

Støtte fra venner, familie og partner kan være den afgørende forskel mellem succes og fiasko. Men hvis du ikke åbner op, kan de ikke hjælpe dig, medmindre de på egen hånd regner ud, at du har problemer.

Du kan også søge professionel hjælp eller tage kontakt til andre, der er i gang med (eller har været igennem) samme proces som dig.

Vi kigger nærmere på de pågældende muligheder senere, men i første omgang holder vi fast i, hvad ud selv kan gøre. Selvom fremgangsmåder og tips i dette afsnit kan anvendes til at bekæmpe spilafhængighed på egen hånd, kan og bør du også benytte dig af dem, hvis du har støtte fra andre.

1. Begræns din adgang til spil

Online casinoer og bookmakere – og adskillige fysiske casinoer – tilbyder forskellige muligheder for ansvarligt spil, der kan være særdeles anvendelige i en situation som denne. Det kan f.eks. være:

  • Selvudelukkelse
  • Indbetalingsgrænser
  • Indsatsgrænser

Der findes også "globale" blokeringswebsites og værktøjer, der forhindrer dig i at få adgang til online casinoer og andre spillewebsites. I Danmark har vi desuden det landsdækkende ROFUS-register – Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere – hvor du kan udelukke dig selv fra at spille hos spiludbydere med dansk licens i kortere eller længere perioder. Du kan læse mere om de forskellige værktøjer i vores artikel om hjælp til ansvarligt spil hos spiludbydere på nettet.

Selvom det helt sikkert er en god idé at benytte sig af nævnte værktøjer, skal du dog være opmærksom på, at de ikke i sig selv hjælper dig ud af dine grundlæggende spilleproblemer. Personer med en stærk trang til at spille finder altid en vej uden om værktøjer og begrænsninger, så de kan spille alligevel.

Selvudelukkelse, indbetalingsgrænser, blokeringsværktøjer og andre redskaber afholder dig ikke fuldstændig fra at spille, men de skaber en forhindring, der måske kan afskrække dig, næste gang spilletrangen får tag i dig. Når du spiller mindre, reducerer du den negative indflydelse, gambling har på dit liv, men efter en periode med selvudelukkelse er det desværre overordentlig nemt at falde tilbage i spilafhængighedens onde cirkel. Derfor er det vigtigt, at du også fokuserer på andre tilgange til håndtering af dit problemspil og ikke bare forlader dig på tekniske hjælpemidler.

I visse tilfælde kan der være brug for mere ekstreme metoder. For eksempel kan du overveje at skille dig af med din computer, mobiltelefon og tablet, så du ikke længere har adgang til online gambling. Det er selvfølgelig ikke altid en mulighed pga. andre omstændigheder som livsstil og arbejde, men du bør helt sikkert tage det med i dine overvejelser. Vi anbefaler også, at du holder dig fra værtshuse, kiosker og andre etablissementer, hvor du risikerer at løbe ind i spilmuligheder.

2. Find aktiviteter, der kan erstatte gambling i dit liv

For mange problemspillere udgør gambling en vigtig del af deres liv, hvad enten de vil være ved det eller ej, og det er måske også tilfældet i din situation. Når du keder dig, er spil sandsynligvis en af de første aktiviteter, du kommer i tanke om, og det kan derfor være langt sværere at modstå.

Det er altså vigtigt, at du fylder din dag ud med sunde aktiviteter, der holder dig i gang, så du ikke konstant tænker på at spille. Hvis du konstant har noget at give dig til, er din chance for at vinde kampen mod din spilafhængighed markant højere.

Gå en tur, dyrk noget sport, gå i træningscenteret og frem for alt; begynd at bruge mere tid sammen med din familie og dine venner. Næsten alt, hvad du kan komme i tanke om, kan være til nytte – i hvert fald så længe aktiviteterne ikke fører til nogen af problematikkerne fra næste afsnit.

3. Pas på, at du ikke bliver afhængig af noget andet

Når du kæmper mod spilafhængighed, er det ualmindelig nemt at blive afhængig af noget andet. Alkohol, stoffer og andre farlige aktiviteter kan måske nok aflede din spilletrang, men de hjælper dig på ingen måde med at få styr på liv. Tværtimod øger de problemet og gør lige præcis det modsatte af det, du prøver at opnå.

Kampen mod ludomani er en ekstremt udfordrende proces rent mentalt, og du er derfor langt mere modtagelig over for andre vanedannende stoffer som alkohol og narkotika. Hav det med i baghovedet, og gør dit bedste for at finde på sunde aktiviteter i stedet for.

4. Acceptér, at gambling IKKE er en måde at tjene penge på

At gå efter den store gevinst og prøve at vinde det tabte tilbage er et af de mest markante symptomer på problemspil. Du er sikker på, at det snart må være "din tur" til at ramme jackpot, så du kan vinde dine tabte indsatser tilbage – måske endda med et lille overskud oveni. Det bliver imidlertid aldrig "din tur", og du graver bare hullet dybere for dig selv.

Det er altafgørende, at du forstår, at gambling ALDRIG kommer til at gøre dig rig. Alle casinospil er designet på en måde, der giver casinoet en fordel. Casinoets (eller husets) fordel kan du læse mere om i vores artikel om tilbagebetalingsprocent og varians. Artiklen fokuserer på casinospil, men princippet er det samme inden for spil på sport, online bingo, skrabekort, lotto og praktisk talt alle andre former for gambling.

Husets fordel giver sig udslag i, at du teoretisk set taber en brøkdel af beløbet, hver eneste gang du placerer en indsats, og det er derfor umuligt at opnå overskud i det lange løb. Alle spil er selvfølgelig sat op på deres helt egen måde, men de har én ting til fælles – du VIL i sidste ende tabe penge, hvis du bliver ved med at spille. Hvis du holder dig dét for øje, kan det måske hjælpe dig til at ændre dit syn på gambling.

5. Lær at styre din spilletrang

Når storrygere forsøger at holde op med at ryge, fortsætter de med at have en stærk trang til cigaretter. Det er det samme med gambling. Du får næsten med garanti trang til spille på spillemaskiner, sætte tusind på rød eller satse på en sikker sejr til Real Madrid igen. Men det er tvingende nødvendigt, at du prøver at lade være.

Hvordan gør du så det? Desværre er der ingen universalløsning til at modstå spilletrangen, men der er adskillige tiltag, der kan være til hjælp:

  • Udsæt spillet – Når du får lyst til at spille, skal du gøre alt, hvad der står i din magt, for at vente med at gå i gang, til der er gået bare 10 minutter – eller måske en time ... eller en dags tid. Mens tiden går, indser du muligvis, at gambling er en fejl, så du helt lader være med at spille. Ideelt set udsætter du selvfølgelig trangen for evigt, men det her er første skridt.
  • Tænk over, hvad der sker, når du spiller – Sandsynligvis er de fleste af dine tidligere spilsessioner endt på en negativ måde med underskud på kontoen. Visualiser, hvordan du plejer at have det, efter du har tabt alle dine penge, inklusive hvilke tanker du har haft om dig selv, og hvordan andre har set på dig. Det er ikke en rar følelse, men det er netop også pointen.
  • Afled din opmærksomhed ved at kontakte andre mennesker eller gå i gang med en aktivitet – Vi har nævnt det tidligere, men det er altså vigtigt, at du holder dig i gang, så trangen ikke opstår så tit. Det giver især bonus at have andre mennesker omkring dig, så du ikke er alene. De afleder din opmærksomhed fra spillet og kan måske endda støtte dig i din afholdenhed. Involver dig i din lokale sportsklub, begynd på en ny hobby, og prøv at bruge så meget tid som muligt i selskab med andre.
  • Vær ikke for hård ved dig selv – Kun de færreste er i stand til at undgå at falde i og spille en smule fra tid til anden. Det er vigtigt, at du ved, at det kan ske for alle. Lad være med at bruge det som en undskyldning for at give op, bare fordi det sker en enkelt gang. Lær af dine fejltagelser, fasthold motivationen, og kæmp videre. Med det sagt er det selvfølgelig også vigtigt ikke at tage for let på et tilbagefald og erkende, at du har begået en fejl. Hvis det sker igen, er det nok en god idé at søge professionel hjælp.

Alle er imidlertid forskellige, så det kan være svært at vide, hvad der vil virke for netop dig. Det vigtigste er, at du gør alt, hvad der står i din magt for at bekæmpe trangen til at spille – ovenstående er bare nogle af de ting, der måske kan hjælpe dig i situationen.

I visse tilfælde kan din spilletrang være knyttet til dine umiddelbare omgivelser. En del slipper simpelthen ud af deres spilafhængighed, fordi de skifter omgangskreds eller rent fysisk flytter et andet sted hen og på den måde ændrer deres liv radikalt. Det er selvfølgelig ikke en mulighed for alle, men det er bestemt værd at nævne.

6. Forsøg at genoprette din økonomi

Hvis dine spillevaner har kostet dig din opsparing eller sat dig i større eller mindre gæld, skal du have lagt en plan for at tilbagebetale det, du skylder, og få din økonomi tilbage på sporet.

Først og fremmest skal du selvfølgelig stoppe med at spille, så du ikke taber flere penge. Som tidligere nævnt er det skadeligt for både dit mentale og dit økonomiske helbred at forsøge at vinde det tabte tilbage. Hold op med at lede efter den usandsynlige "hurtige løsning", og find i stedet en fornuftig og mere langsigtet måde at genopbygge din økonomi på.

Det er i sagens natur både sværere og mere kedeligt, men det er ikke til at komme udenom, hvis du vil have et normalt og tilfredsstillende liv i fremtiden. Der findes både frivillige og professionelle gældsrådgivere, der kan hjælpe dig med at få styr på din overordnede økonomi, og de mange organisationer, der fokuserer på behandling af problemspil, er selvfølgelig også i stand til at håndtere den del af dit problem.

7. Lav en "lommeven" du kan have med dig overalt

Du lyder måske lidt fjollet, men i praksis kan det både hjælpe dig med at holde dig på sporet og håndtere din spilletrang. En "lommeven" er et lille stykke papir (eller noget andet, du kan skrive på) med to lister.

Den første liste indeholder alle fordelene ved et spillefrit liv uden gambling. Den anden liste indeholder alle de negative følger, gambling har og har haft på dit liv. Hvis du tænker over det, skulle du nok kunne komme på mindst en tre-fire væsentlige punkter til hver liste.

Hver gang du får lyst til at spille, går forbi en spillehal eller tænder for din computer for at finde et online casino, tager du din "lommeven" op og læser listerne igennem.

Årsagerne til at holde dig spillefri og lade være med at spille skal være så personlige og specifikke som muligt. Ellers virker de ikke så godt, som de kunne. Tænk over, hvad gambling gør ved dig, og de positive ting, der kunne ske, hvis du holder dig fra det – og skriv dem så ned.

Du kan finde inspiration i nedenstående tabel. Sætningerne er skrevet i jegform, fordi det er dig selv, der taler til dig via din "lommeven".

Tabel: Eksempler på de fordele ved et liv uden gambling og de negative følger af at fortsætte spillet, som du kan huske dig selv på med en "lommeven".

8. Overvej mulighederne i resten af denne artikel

Overstående tips og handlemuligheder kan være ekstremt nyttige, men som allerede nævnt er det særdeles svært at slippe ud af spilafhængighed på egen hånd.

Hvis du kæmper kampen alene, men falder i igen og igen, kan det være på tide at overveje andre muligheder som at række ud til familie og venner, få støtte fra andre i samme situation eller søge professionel hjælp. De muligheder kigger vi nærmere på nu.

Støtte fra familie og venner

Når nogen for alvor har problemer med gambling, påvirker det som regel også deres familie, venner og kolleger. Pårørende kan imidlertid også være til stor hjælp i kampen mod problemspil.

Forsøg at bruge så meget tid med din familie og nærmeste venner og kolleger som muligt. Det hjælper dig med at styrke de forhold, dine spillevaner kan have påvirket negativt, og aktiviteter i selskab med andre afleder din opmærksomhed fra gambling.

Det er vigtigt, at du begynder at genopbygge dine relationer så tidligt som muligt, fordi der måske slet ikke er noget at genopbygge, hvis der går for lang tid. Det er overordentlig svært at vinde tabt tillid tilbage, men hvis du virkelig mener det alvorligt, vil din familie sandsynligvis være forstående og støtte dig.

Støtte fra familie og venner kan være vidunderlig og enormt effektiv, men i mange tilfælde har de i sagens natur ingen reel viden om, hvordan det er at have problemer med spil. Derfor kan det ofte være en god idé også at søge professionel hjælp eller række ud til andre, der har erfaring med spilrelaterede problemer.

En problemspillers familie kan også selv have brug for støtte, og mange behandlingscentre tilbyder derfor familiestøttegrupper og andre typer familieterapi, der både kan hjælpe pårørende med at forstå problemspillerens vanskeligheder og give dem konkrete instruktioner i, hvordan de kan bidrage til behandlingsprocessen.

Telefonrådgivning og livechat

Der findes adskillige muligheder for telefonrådgivning og livechat, hvis du vil tale med en erfaren rådgiver om dine spilleproblemer hjemme hos dig selv. Begge dele kan være særdeles effektivt, fordi det giver hjælp med det samme og altid er til rådighed – også når du har et svagt øjeblik, føler dig fristet eller bare har brug for at vende et eller andet lige nu og her.

Der er selvfølgelig forskel på mulighederne, alt efter hvor du befinder dig, og hvilke sprog du taler. Vi har oprettet en database over telefonrådgivning og livechats, så du kan se, hvilke muligheder du har i dit område. Bare det at tale med nogen, der har erfaring i at tage sig af problemspillere og kender til de udfordringer, du kæmper med, kan være til stor hjælp på din vej ud af afhængigheden. Ovenikøbet er langt de fleste rådgivningslinjer og chatservices gratis, så der er al mulig grund til at give dem et skud.

Støttegrupper

Hvis du taler med andre, der gennemgår eller har gennemgået det samme som dig, kan det få dig til at indse, at du ikke er alene, og at der er andre, der kæmper med præcis de samme problematiske spillevaner, som du gør. De forstår, hvad der sker i dit hoved, og hvor svært det kan være at lægge de dårlige vaner på hylden. Hvis du kan finde nogen, der virkelig forstår dig, både kan og vil det hjælpe dig.

Måske kan du ovenikøbet komme til at tale med nogen, der har vundet kampen mod spilafhængighed og nu er ude af det. De kan fortælle, hvad det var, der hjalp dem. De har allerede klaret det, du er i gang med, og hvis de kunne gøre det, hvorfor skulle du så ikke kunne?

Måske føles det hele håbløst lige nu, og du har en fornemmelse af, at du aldrig slipper ud af dine spilleproblemer, men hvis du taler med andre, der har været igennem det samme og nu er kommet ud på den anden side, kan det hjælpe dig til at indse, at kampen rent faktisk KAN vindes, så du kan komme tilbage på sporet med håb om en bedre fremtid.

Den mest kendte arrangør af spilrelaterede støttegrupper hedder Gamblers Anonymous (GA). De organiserer regelmæssige møder over hele verden – også i Danmark. Du kan finde det nærmeste møde her: Møder i USA og internationale møder. Ovenstående links fører til GA's internationale website. Du finder links til GA's lokale websites i vores database over behandlingssteder for spilafhængighed.

Hvis du af en eller anden grund ikke har lyst til at gå til et af Gamblers Anonymous' møder, er der adskillige andre organisationer, der arrangerer støttegrupper rundt omkring i Danmark. Kan du ikke finde en, der matcher dine behov, kan du også få hjælp på mange andre måder.

Alternativt kan du benytte dig af støttegruppe på internettet. De organiseres bl.a. af Gambling Therapy. For mange er de et fantastisk alternativ, fordi ikke kræver fysisk fremmøde og kan benyttes af stort set alle, der har en internetforbindelse. Der er forskellige former for grupper, så du skulle nok kunne finde en, der matcher dine behov for hjælp og støtte.

Gambling Therapy står også bag en række fora, der er dedikeret til at hjælpe problemspillere med afhængighed og andre spilrelaterede problemer. Hvis du søger hjælp på internettet, er det ofte gennem fora som disse, du kan komme i kontakt med andre, der forstår, hvad det er, du går igennem.

Psykoterapi, rådgivning og professionel hjælp

Psykoterapi, individuel terapi eller psykologsamtaler er en proces, hvor du taler med en terapeut for at løse et problem, forbedre din livskvalitet, udvikle relationer og lignende. Målet med psykoterapi er selvfølgelig forskelligt fra sag til sag, men når det gælder problemspil specifikt er målet som regel åbenlyst.

Individuel terapi kan hjælpe dig med at løse problemer, fjerne forhindringer, få nye perspektiver, og nå mål, der ville være svære (eller umulige) at nå på egen hånd. Samtaler med en fagperson, der har erfaring med den type problemer, du slås med, kan hjælpe dig med at:

  • Forstå, hvordan gambling påvirker både dit og dine pårørendes liv
  • Få kontrol over din spilletrang
  • Erkende og acceptere, at din gambling er kommet ud af kontrol Erkende og acceptere, at din gambling er kommet ud af kontrol
  • Opdage de egentlige årsager til dine spilleproblemer, og finde ud af, hvordan du bearbejder dem
  • Vinde kampen mod dit problemspil

Der er mange forskellige typer psykoterapi, men kognitiv adfærdsterapi har vist sig som en af de mest effektive mod spilrelaterede problemer. Kognitiv adfærdsterapi fokuserer på relationerne mellem tanker, følelser, holdninger og adfærd og forsøger at udfordre det, der påvirker dig negativt. Overordnet set handler det om at ændre dit syn på spil ved at give dig redskaber til at analysere de tankegange, der har ført til dit problemspil; styre dine følelser i relation til spil; modstå din spilletrang og håndtere de problemer, du står overfor.

EKSEMPEL

Mange problemspillere tror fuldt og fast på, at deres "uheldige stime" på et tidspunkt får ende, så det bliver "deres tur" til at vinde den store gevinst, og de kan få alle deres tabte penge tilbage. Desværre er det en ualmindelig usund tankegang, der har fået mange til at tabe alt, hvad de ejede. En fagperson med psykologisk indsigt kan hjælpe dig med at analysere og forhåbentlig slippe af med dine uhensigtsmæssige tankegange, hvad enten du kan nikke genkendende til ovenstående eksempel eller har andre udfordringer.

Ofte udløses problemspil også af et bagvedliggende problem, du måske ikke engang vidste, at du havde. Mange spiller eksempelvis for at slippe væk fra andre ting, de går og tumler med i deres liv. En samtale med en fagperson kan hjælpe dig med erkende den egentlige årsag til dine spilleproblemer og måske på den måde finde en vej ud af din afhængighed.

Udover kognitiv adfærdsterapi har eksponeringsterapi i mange tilfælde vist sig effektiv. Eksponeringsterapi benyttes sædvanligvis i behandlingen af angstlidelser, hvor patienten systematisk udsættes for det frygtede stimulus, men kan altså også have en gavnlig effekt på spilafhængighed. Det fungerer ved, at du forestiller dig, hvad der sker, efter du har spillet, og analyserer dine følelser, når du har tabt, så du får en større forståelse for, hvor store negative konsekvenser gambling har for dit liv. Det kan være en følelsesmæssigt smertefuld proces, men bestemt værd at prøve, hvis det hjælper.

Rehabiliterings- og behandlingscentre

Hvis der ikke rigtigt er noget, der hjælper, har du altid mulighed for at søge behandling på et rehabiliteringscenter. De tager sig som regel af de sværeste tilfælde af spilafhængighed, hvor der kan være brug for støtte døgnet rundt.

Når du befinder dig på et center, er din mulighed for at spille stærkt begrænset, og du kan derfor fokusere på at få det bedre og arbejde med din spilletrang. Du får fuld opmærksomhed fra et fagligt kompetent personale, der har specialiseret sig i at hjælpe mennesker som dig med at slippe ud af deres spilafhængighed.

Du kommer til at bruge tid sammen med andre, der har samme spilleproblemer som dig, så du får et større indblik i, hvordan andre håndterer situationen. De fleste behandlingssteder tilbyder også støttegrupper, hvor du får mulighed for at fortælle din historie og lytte til andres, så I alle kan blive klogere.

Hvis din dagligdag og dine omgivelser er en medvirkende årsag til, at du ikke kan slippe ud af dine spilleproblemer, kan en døgnbehandling eller behandling i en anden landsdel måske være det rigtige for dig. De nye omgivelser, støtten fra fagligt kompetent personale og den begrænsede adgang til gambling kan ofte vise sig at være lige det, der skal til, når intet andet har virket.

Her finder du hjælp

Som du kan se, kan du få hjælp til din kamp mod spilafhængighed på mange måder. Dine muligheder kan selvfølgelig være begrænsede af, hvor du bor, men fordi problemspil er udbredt over hele verden og påvirker millioner af menneskers liv, er der helt sikkert også en eller anden form for hjælp at hente, som passer netop dig.

For at gøre det lidt lettere at finde den hjælp, du har brug for, har vi oprettet en database over telefonrådgivning, livechats, støttegrupper, rehabiliteringscentre og en lang række andre behandlingsmuligheder. Tryk på dette link for at se mulighederne i de forskellige lande.

Konklusion

Problemspil, ludomani, spillemæssig forstyrrelse, patologisk gambling, spilafhængighed. Det har mange navne, men en ting ændrer sig ikke – det er en svær modstander at stå overfor.

Du kan tage kampen op på egen hånd med vores selvhjælpstips, men du bør bestemt også overveje at søge professionel hjælp og støtte fra din familie og dine venner.

Uanset hvordan du vælger at gå videre, har du i hvert fald taget det første skridt til en markant ændring i dit liv ved at læse denne artikel til ende. Nok har du en lang rejse foran dig, men med den rette tilgang og god støtte kan også du komme ud af din spilafhængighed og leve et spillefrit liv.

Del artiklen
flash-message-news
Nyheder fra Casino Guru – Følg dagens nyheder fra spilleindustrien
Følg os på sociale medier – daglige indlæg, bonusser uden indbetaling, nye spillemaskiner og meget mere
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked om nye bonusser uden indbetaling, nye spillemaskiner og meget mere