Casino Gurus anmeldelser – kom med bag om vores casinoanmeldelser og ratings

Anmeldelser af online casinoer er en af de grundpiller, Casino Gurus website hviler på. Vores mål er at give online casinospillere den bedst mulige information, så de kan træffe velfunderede beslutninger om deres online gambling, og efter vores mening er valget af et godt casino en af de vigtigste beslutninger, den enkelte spiller skal træffe.

Denne artikel giver dig en detaljeret gennemgang af processen bag vores casinoanmeldelser, så du kan få en bedre forståelse af, hvorfor vi rater nogle casinoer højere end andre.

Vi lægger ud med en kort oversigt, inden vi går videre med den detaljerede forklaring og beskrivelse af vores anmeldelsesproces. Oversigten giver dig en grundlæggende idé om, hvad der foregår, men du er selvfølgelig velkommen til at læse hele artiklen igennem, så du kan få alle detaljerne med om vores anmeldelser og ratings.

Indholdsfortegnelse:

  1. Kort oversigt over vores anmeldelser
  2. Anmeldelsesprocessen i detaljer
Bemærk: Vi arbejder på en komplet opdatering af denne artikel, så den afspejler de nye ændringer. Indtil da kan du stadig finde henvisinger til vores tidligere ratingsystem nedenfor. Artiklen skulle dog stadig gerne give dig et overblik over, hvordan vi evaluerer og bedømmer online casinoer her hos Casino Guru.

Kort oversigt over vores anmeldelser af online casinoer

I denne sektion beskriver vi vores casinoanmeldelser på et overordnet plan, så du kan få et overblik uden at være nødt til at sætte dig ind i de mere komplicerede detaljer nedenfor. Vi fokuserer på, hvad der gør vores anmeldelser anderledes, hvilke faktorer vi evaluerer på og de personer, der er ansvarlige for dem – vores uafhængige anmelderteam.

Hvorfor vores anmeldelser adskiller sig fra dem, du ellers kan finde på internettet

Vores casinoanmeldelser er en smule anderledes end de fleste andre anmeldelser på internettet. Vi fokuserer ikke på brugervenlighed, spiludvalg og andre subjektive faktorer. I stedet er vores anmeldelser baseret på, hvad der efter vores mening er det vigtigste – casinoets sikkerhed og fairness. Derfor er vores globale evalueringssystem baseret på vores "Sikkerhedsindeks".

Vores sikkerhedsindeks beskriver grundlæggende set, hvordan casinoerne behandler deres spillere, og hvor sikre spillerne kan være på at kunne trække deres gevinster ud uden problemer – noget, der desværre ikke er en selvfølge på uærlige casinoer, hvor unfair regler og alverdens andre undskyldninger for at undgå udbetalinger ofte synes at være mere reglen end undtagelsen. Casinoer med en ærlig tilgang til gambling har generelt et højt sikkerhedsindeks i vores anmeldelser, mens casinoer med mere skumle intentioner har et lavt sikkerhedsindeks.

Bemærk: Vores sikkerhedsindeks står ikke alene. Casinoets placering på vores liste over de bedste online casinoer er også en vigtig indikator for kvaliteten. Placeringen tager udgangspunkt i sikkerhedsindekset, men den er også baseret på lokale faktorer som understøttelse af lokale betalingsmetoder, sprog og andre vigtige funktioner for spillere i de respektive lande. De casinoer, der efter vores vurdering passer bedst til spillere fra et specifikt land, viser vi øverst for besøgende fra det pågældende land.

Selvom de fleste spillere nok ikke tænker over det, er der faktisk mange, mange casinoer, der ikke ser fairness som en af deres prioriteter. Vi ser det med egne øjne hver eneste dag, når vi behandler klager fra spillere. Derfor har vi udarbejdet vores kodeks for fair gambling, så vi har noget at tage udgangspunkt i, når vi fokuserer på fairness i vores anmeldelser. Alle spillere skal kunne gamble under sikre forhold, og i den henseende er valget af et pålideligt casino altafgørende.

Evaluerede faktorer i vores anmeldelser

Medlemmerne af vores anmelderteam indsamler enorme mængder af information om de enkelte casinoer til vores anmeldelser. Oplysningerne kan inddeles i fem hovedkategorier:

  1. Størrelsen på casinoet
  2. Spillerklager
  3. Fradrag for begrænsende eller unfair forhold
  4. Ekstra point for positive kvaliteter
  5. Relaterede casinoer

Størrelsen på casinoet er vigtig ifm. sikkerheden, fordi mindre casinoer kan løbe ind i problemer, hvis en af deres spillere vinder en rigtig stor gevinst. Fordi mindre casinoer ikke har så stor en omsætning, kan en betragtelig gevinst udgøre en eksistentiel trussel for dem. Hvis en spiller vinder mere, end casinoet realistisk set har råd til at udbetale, vil casinoet sandsynligvis gå konkurs, medmindre de finder på en undskyldning for IKKE at udbetale gevinsten. Det er et problem.

Til gengæld kan et stort casino med tusindvis af spillere forlade sig på sin statistiske fordel og udbetale store gevinster med de penge, alle de andre spillere har tabt. Derfor er størrelsen af casinoet en af de to faktorer, der har størst indflydelse på sikkerhedsindekset.

Bemærk: Mindre casinoer er i sagens natur ofte ret nye på markedet, og de har derfor ikke haft ret lang tid til at vise deres kvaliteter. I den forbindelse vælger vi at gå med forsigtighedsprincippet og give dem et lavere sikkerhedsindeks, indtil de har vokset sig større eller vist deres værd.

Den anden hjørnesten i vores sikkerhedsindeks er spillerklager. De er altid en god indikator for, hvordan et casino behandler sine spillere. Hvis der er mange berettigede klager over et casino, er det et tydeligt tegn på, at der er noget galt.

Bemærk: Tilstedeværelsen af klagesager betyder ikke nødvendigvis, at casinoet er dårligt. Spillere klager over mange ting, og nogle gange har casinoet i virkeligheden ikke gjort noget, der var unfair over for spilleren. Derfor evaluerer vi alle klager individuelt, uanset om vi finder dem på internettet eller modtager dem gennem vores Center for klagebehandling, så vi kan beslutte, hvor meget den enkelte klage skal påvirke (eller ikke påvirke) vores rating ud fra de aktuelle omstændigheder.

Casinoets størrelse og evalueringen af deres spillerklager (antal, omstridte beløb og berettigelse) giver os fundamentet til vores sikkerhedsindeks. Faktorerne vurderes i relation til hinanden. Det er eksempelvis forventeligt, at større casinoer har flere klagesager end mindre casinoer, alene fordi de har flere spillere. Et stort casino kan derfor have et højere sikkerhedsindeks (men har det ikke nødvendigvis) end et mindre casino, selvom spillerne klager mere over det store.

Med udgangspunkt i fundamentet begynder vi derefter at trække fra og lægge til casinoets sikkerhedsindeks på baggrund af forskellige faktorer. De fleste faktorer er negative og resulterer i et lavere sikkerhedsindeks (lave grænser for udbetalinger og gevinster, blacklistning, unfair regler etc.), men der er også positive faktorer, der kan forhøje sikkerhedsindekset.

Sidst, men ikke mindst justerer vi ratingen efter søstercasinoerne, hvis det aktuelle casino indgår i en gruppe af relaterede casinoer. Vi kommer nærmere ind på hvorfor og hvordan senere i artiklen.

Vores uafhængige anmelderteam

Alle oplysninger om online casinoer indsamles og indtastes i vores system af et uafhængigt anmelderteam, der p.t. består af 14 medlemmer, men vil vokse yderligere i den nærmeste fremtid.

Bemærk: Du kan finde alle medlemmer af vores anmelderteam på siden "Om os".

Tidligere fokuserede medlemmerne af vores anmelderteam udelukkende på at indsamle information om online casinoer, men efterhånden er mange af dem også begyndt at hjælpe spillere med deres klagesager i vores Center for klagebehandling.

De har et indgående kendskab til spillerklager, fordi de arbejder med dem i anmeldelsesprocessen, hvor klagesager er en af de mest indflydelsesrige faktorer, og de har i den forbindelse opnået stor erfaring i at afgøre, om en spillerklage er berettiget eller ej, og i hvordan casinoerne kan finde på at udnytte deres vilkår og betingelser mod spillerne. Derfor er det dem, der hjælper spillere med at løse konflikter med casinoer på vores website.

Bemærk: Du kan læse mere om Center for klagebehandling i vores artikel om klagehåndtering, herunder hvorfor vi åbnede centeret, og hvordan vi hjælper spillere med at løse deres konflikter med casinoer.

Udover at evaluere online casinoer og hjælpe spillere i klagesager laver vores anmelderteam ikke andet, og de er derfor i stand til at arbejde både fokuseret og uafhængigt. Deres mål er at finde og indsamle nøjagtige oplysninger om online casinoer (der så vises i anmeldelserne og bruges til beregningen af ratings) og at hjælpe spillere og casinoer med at løse deres konflikter, uden at tage hensyn til hvad der ellers foregår på Casino Gurus website.

Detaljeret gennemgang af vores anmeldelsesproces

Vi har allerede været inde på det grundlæggende, men hvis du vil have det fulde overblik over, hvordan vi evaluerer og rater online casinoer, er du nødt til at læse videre.

Et detaljeret kig på de evaluerede faktorer, og hvordan de påvirker vores ratings

I denne sektion går vi i dybden med de mest væsentlige faktorer i vores evaluering af casinoer, så du kan se, hvordan de hver især specifikt påvirker ratingen:

  1. Størrelsen på casinoet
  2. Spillerklager
  3. Fradrag for begrænsende eller unfair forhold
  4. Ekstra point for positive kvaliteter
  5. Relaterede casinoer

1. Størrelsen på casinoet (omsætning og spillerbase)

En af de vigtigste faktorer i vores sikkerhedsindeks er de respektive casinoers størrelse, og den fastslår vi ud fra deres omsætning. Grundlæggende anser vi store casinoer for at være mere sikre for spillere, fordi deres høje omsætning giver dem mulighed for at udbetale selv meget store gevinster uden problemer.

Modsat er der mange små casinoer på markedet, hvor der kan opstå forskellige udfordringer, især for spillere, der spiller for store beløb. Selvom små casinoer (dvs. casinoer med en lille omsætning) kan have nok så gode intentioner, er de ikke nødvendigvis i stand til at dække en stor gevinst med den profit, de opnår fra andre spillere, fordi de ganske enkelt ikke får så mange penge ind som de større spillesites. Med andre ord har små casinoer ikke altid penge nok til at udbetale store gevinster, og derfor giver vi dem typisk et lavere sikkerhedsindeks.

Hvordan får vi så fat i data om casinoernes omsætning? For en del af dem er det ret nemt, fordi de offentliggør deres finansielle oplysninger. Størstedelen af casinoerne holder dog deres økonomi tæt til kroppen. Derfor har vi udviklet en detaljeret intern formel, der kan beregne et casinos omsætning ud fra antallet af besøgende (estimeret ud fra forskellige metoder) og de lande, de kommer fra (fordi vi ved, at spillere fra forskellige lande har forskellige forbrugs- og spillemønstre). Formlen leverer selvfølgelig kun et estimat over det enkelte casinos omsætning, men selvom det ikke er det helt nøjagtige tal, er det stadig præcist nok til at give os et rimeligt sikkert billede af casinoets finansielle situation.

Vi beregner de enkelte casinoers estimerede omsætning for de sidste fire år, hvilket gerne skulle favorisere etablerede brands, der har været på markedet i et stykke tid. Vi har designet det på den måde, fordi vi generelt anser etablerede casinoer for at være mere sikre for spillerne end nyere casinoer, og det skulle gerne fremgå af vores ratings. Vi giver også nye casinoer ratingen "Nyt", fordi vi endnu ikke ved, hvordan de behandler deres spillere.

Bemærk: Flere spillesites tilbyder både casinospil og sportsbetting. Dem har vi selvfølgelig også med på Casino Guru, men vi beregner deres omsætning lidt anderledes. De fleste af dem har bookmaking som deres hovedprodukt og casinospil som en form for sidebeskæftigelse. Vores ratings skal imidlertid afspejle størrelsen på casinodelen og ikke hele websitet, og derfor tager vi kun en begrænset del af deres samlede omsætning med i vores rating.

2. Spillerklager

Vores sikkerhedsindeks skal være en god indikator for, hvordan casinoet behandler sine spillere, og hvor stor sandsynlighed spillerne har for at kunne få udbetalt deres gevinster uden komplikationer. Derfor er spillerklager også en væsentlig faktor i vores algoritme, når vi udregner vores sikkerhedsindeks.

Vores anmelderteam foretager en systematisk gennemgang af internettet for at finde alle relevante klager, så vi kan få en idé om, hvordan casinoerne behandler deres spillere. Vi indtaster alle klagesager i vores database og klassificerer dem ud fra vores evaluering af situationen (om vi tror, at casinoet rent faktisk har gjort noget galt eller ej) og en række andre faktorer (f.eks. om spilleren spillede med sine egne penge eller med bonuspenge). Når vi sammenholder det omstridte beløb i den enkelte klagesag med den ovenfor nævnte klassifikation, når vi frem til et antal sorte point, der så kan bruges til beregningen af sikkerhedsindekset.

Der er også en række andre faktorer, der påvirker det endelige antal sorte point:

  • Casinoets licens. Vi vægter visse typer klagesager forskelligt ud fra casinoets licens og regulerende myndighed. Hvis en klagesag er uafklaret, udløser den færre sorte point til casinoer med en god licens. Logikken er, at en effektiv regulerende myndighed øger chancen for en fornuftig løsning på en tvist, selvom casinoet ikke reagerer på en klage direkte eller gennem et klagebehandlingssystem som det, vi har her på Casino Guru.
  • Klagesagens alder. Klagesager "forældes" over tid, og deres effekt på et casinos sikkerhedsindeks reduceres. Vi antager, at casinoerne kan udvikle sig i positiv retning med tiden, og vi vil derfor ikke blive ved med at straffe dem for meget gamle klager. En frisk, relevant og berettiget klage er et tydeligt tegn på, at casinoet har sine udfordringer, mens en klagesag med flere år på bagen for eksempel kan stamme fra en tid, hvor casinoet var under en anden ledelse.

Når vi holder de enkelte casinoers omsætning op mod det antal sorte point, de har fået tildelt på baggrund af deres spillerklager, når vi frem til et såkaldt "basisindeks", der altså udelukkende bygger på de pågældende to faktorer (omsætning og klager). Vi vurderer omsætning og spillerklager i relation til hinanden, da større casinoer alt andet lige kan forventes at have flere klagesager, fordi de har flere spillere.

Indekset ud fra omsætning og klagesager er imidlertid ikke det endelige. Det endelige sikkerhedsindeks beregnes ved at tilføje og fratrække point for bestemte positive og negative faktorer, der har betydning for spillersikkerheden, den overordnede tilfredshed, spillenes fairness og en række andre vigtige kvaliteter.

3. Minuspoint for begrænsende og unfair forhold

Der er desværre stadig casinoer, der benytter unfair, skjulte, vildledende og begrænsende tiltag, og vi kigger derfor alle casinoer grundigt efter i sømmene, så vi kan reducere sikkerhedsindekset for ting, der er til unødig ulempe for spillerne. Det gælder bl.a.:

  • Lave udbetalingsgrænser. Hvis et casino har valgt at have en ekstremt lav grænse for, hvor mange penge de vil udbetale ad gangen, kan spillere være nødt til at vente i månedsvis eller endda år på at få hele deres gevinst udbetalt. Vi reducerer et casinos sikkerhedsindeks, hvis de har implementeret lavere udbetalingsgrænser, end hvad vi betragter som rimeligt.
  • Lave gevinstgrænser. Alle gevinstgrænser er unfair over for spillerne. Gevinstgrænser kan dog i en vis udstrækning tolereres, hvis de er så høje, at de kun rammer et fåtal af spillere og ikke finder anvendelse på progressive jackpots, eller hvis de er påbudt af en regulerende myndighed. Vi reducerer et casinos sikkerhedsindeks, hvis en gevinstgrænse er for lav uden at være påbudt af en regulerende myndighed.
  • Blacklistning. Der findes adskillige websites rundt omkring på nettet, der offentliggør sorte lister over casinoer. Hvis et casino er sat på en sort liste, foretager vi en grundig analyse af, hvorfor det er sket, og hvilken relevans det har. Vi tager også hensyn til seriøsiteten og relevansen af den pågældende sorte liste, inden vi beslutter, om det skal koste casinoet point i sikkerhedsindekset og i givet fald, hvor mange point vi skal trække fra. Alderen på den sorte liste har også indflydelse på, hvor meget vi reducerer vores rating. Jo ældre den sorte liste er, jo mindre reduktion.
  • Skjulte regler. Alle regler skal også være beskrevet i casinoets generelle T&C eller i de specifikke vilkår og betingelser for en bonus. Hvis et casino anvender regler, der ikke er angivet i T&C, er det decideret unfair over for spillerne, og derfor reducerer vi naturligvis det pågældende casinos sikkerhedsindeks. Vi har en sektion om både unfair og skjulte regler i vores kodeks for fair gambling.
  • Dårlig kundeservice. Kundeservice er en vigtig faktor, der både kan have indflydelse på den enkelte spillers tilfredshed og den overordnede brugeroplevelse. Vi forventer ikke, at den altid er perfekt på alle casinoer, men hvis casinoer yder usædvanlig dårlig kundeservice, reducerer vi deres sikkerhedsindeks.
  • Falske spil. Velrenommerede casinoer tilbyder originale spil fra kendte spilleverandører. Visse casinoer opererer imidlertid med falske kopier af kendte spil, hvor de har mulighed for at reducere tilbagebetalingsprocenten, så de giver færre gevinster end originalen. Det er naturligvis på ingen måde i orden, og vi reducerer derfor de pågældende casinoers sikkerhedsindeks.
  • Falsk eller ingen licens. Licenser er en vigtig del af onlinegamblingens økosystem. De fortæller spillerne, at de kan have tillid til et casino, og at det er underlagt en vis form for regulering. Hvis casinoer ikke har en licens eller påberåber sig en falsk licens (hvilket reelt er værre), reducerer vi deres sikkerhedsindeks.

Ovenstående er de mest almindelige årsager til reduktioner i sikkerhedsindekset, men de er ikke de eneste. Det er ikke ualmindeligt, at vi løber vi ind i andre unfair tiltag. Uærlige casinoer kan være særdeles kreative i deres forsøg på at lokke penge ud af spillerne, og vi går derfor samtlige casinoer, inklusive deres websites og T&C, grundigt igennem, så vi ikke overser noget, der kan bruges imod spillerne.

I den forbindelse er det værd at notere sig, at vi vurderer alle tilfælde separat. Et casino kan have en gyldig grund til at gøre noget, vi ellers finder unfair (hvis en regulerende myndighed eksempelvis påbyder dem at have en gevinstgrænse, eller hvis de ikke har en licens, fordi de opererer anonymt). I sådanne tilfælde går vi ind og tager en dialog med casinoet for at sikre os, at vi ikke kun er fair over for spillerne, men også over for casinoerne.

4. Pluspoint for positive kvaliteter

Vi trækker ikke kun point fra. Vi giver også casinoerne bonuspoint, når de gør noget godt eller har andre kvaliteter, der tilgodeser spillerne på forskellige måder. Det er ikke almindeligt, men det sker trods alt fra tid til anden.

Her er to eksempler på bonuspoint for positive tiltag:

  • Storsindede casinoer. Når vi behandler spillerklager, løber vi engang imellem ind i sager, hvor et casino beslutter at betale spilleren, selvom de ikke er forpligtiget til det. Hvis en spiller utilsigtet har forbrudt sig mod reglerne, er casinoet eksempelvis i sin fulde ret til at konfiskere spillerens gevinster (underforstået at den overtrådte regel er fair, selvfølgelig). Hvis casinoet alligevel vælger at udbetale spillerens gevinst, ser vi det som en klar indikation af, at de ikke har nogen intentioner om at snyde deres spillere, og derfor giver vi deres rating et lille nøk opad.
  • Fysiske lokaliteter. Hvis et casino er et velkendt brand, der har en kæde af fysiske lokaliteter, forhøjer vi i visse tilfælde deres sikkerhedsindeks. Lokale fysiske lokaliteter er en ubestridelig fordel for spilleren, og de kan derfor hjælpe lokale brands til at opnå en anelse højere rating hos os. Det gælder dog kun for casinoer med et sikkerhedsindeks under middel eller værre, da vores bonuspoint i denne forbindelse kun er tænkt som en hjælp til lokale casinoer, der ellers ikke klarer sig så godt.

Vi forhøjer som tidligere nævnt ikke vores ratings så tit, men det skulle med alligevel, så du kan få det fulde overblik over vores sikkerhedsindeks.

5. Relaterede casinoer og deres indflydelse

Mange casinoer er uafhængige, men der er også en hel del gamblingsites på internettet, der har relationer til hinanden på forskellige måder. Her er en række eksempler på de mest almindelige forbindelser mellem to eller flere casinoer:

  • Samme ejer
  • Samme ledelse
  • Samme affiliateprogram

Når et casino indgår i en større gruppe, bygger vi ikke kun vores rating på det aktuelle casinos kvaliteter. Vi inddrager også de casinoer, det er relateret til. Relaterede casinoer deler bl.a:

  • Omsætning. Vi kigger på omsætning i vores ratings, fordi det er nødvendigt at have adgang til mange penge, når der skal udbetales store engangsgevinster. Og casinoer med samme ejer kan eksempelvis bruge omsætning fra et casino til at udbetale en stor gevinst på et andet. Derfor kan et relativt lille (i sig selv) casino opnå en højere rating, hvis det indgår i en større gruppe.
  • Klagesager. Relaterede casinoer kan også reducere et casinos rating, fordi vi holder dem ansvarlige for hinandens klagesager. Begrundelsen er den samme som ovenfor. Hvis et casino ikke behandler sine spillere ordentligt, er det en fair antagelse, at et andet casino med samme ejer eller ledelse vil agere på samme måde, selvom de ikke har gjort det endnu.

Alle relationer mellem casinoer er naturligvis ikke ens. Vi afvejer de overførte kvaliteter (både positive og negative) ud fra casinoernes relation. Det betyder eksempelvis, at to casinoer med samme ejer påvirker hinandens ratings mere end to casinoer med samme affiliate-program.

EKSEMPEL

Casino A og Casino B har samme ledelse – det er den stærkeste relation i vores beregninger. I eksemplet her går vi ud fra, at de to casinoer deler 40 % af deres omsætning og deres sorte point (den reelle procentsats kan være anderledes, men den beholder vi som vores egen lille "forretningshemmelighed").

Hvis Casino A har 1.000 sorte point og en årlig omsætning på 10 mio. kr., og Casino B har 3.000 sorte point og en årlig omsætning på 5 mio. kr., beregner vi Casino A's sikkerhedsindeks ud fra 2.200 sorte point (1.000 point plus 40 % af 3.000 point) og en omsætning på 12 mio. kr. (10 mio. kr. plus 40 % af 5 mio. kr.). På samme måde rater vi Casino B ud fra 3.400 sorte point og en omsætning på 9 mio. kr.

Effekten af relaterede casinoer kan være både positiv og negativ. Stærke og fair casinoer giver deres relaterede casinoer et højere sikkerhedsindeks, mens unfair casinoer med mange klagesager trækker sikkerhedsindekset ned for de andre casinoer i deres gruppe.

Sådan indsamler vi data om casinoer og holder vores anmeldelser ajour

Vores anmeldelsesproces er i høj grad dataorienteret. Medlemmerne af vores anmelderteam arbejder fortrinsvis med at indsamle oplysninger om casinoer og indtaste dem i vores database. Derefter tager vores finjusterede algoritme over og beregner en fair casino-rating ud fra de tilgængelige data. Vi har designet processen på den måde for at undgå bias, men det betyder også, at vores anmeldere skal indsamle store mængder data. Det foregår på følgende måde:

  • Data om omsætning stammer enten fra casinoerne selv, fra deres årsregnskaber eller fra estimater ud fra antallet af besøgende på deres websites som beskrevet tidligere her i artiklen.
  • Klagesager indsamles fra andre klagemediatorer, forummer og vores eget Center for klagebehandling, hvor spillerne klager direkte til os.
  • Information om blacklistning hentes fra velrenommerede udbydere af sorte lister over online casinoer.
  • Oplysninger om gevinstgrænser, udbetalingsgrænser, T&C, licenser, spilautenticitet, kundeservice og en lang række andre faktorer indhentes direkte fra casinoernes websites og ved at kontakte deres kundeservice.
  • Sidst, men ikke mindst har vi testere fra hele verden til at efterprøve, om vores oplysninger er korrekte og relevante for besøgende fra de respektive lande. Her prioriterer vi efterprøvningen højest i de lande, hvor et casino ligger godt placeret på vores liste .

Regelmæssige opdateringer af casinoanmeldelser

Selvom vi har indsamlet data om et casino, kan vi selvfølgelig ikke gå ud fra, at de holder sig relevante og korrekte for evigt. Vi er nødt til at gentage hele proceduren på de anmeldte casinoer med jævne mellemrum for at være sikre på, at vores anmeldelser stadig er aktuelle. Derfor kan vi også med god samvittighed hævde, at vores database over online casinoer er både den bedste og den mest nøjagtige, som vi gør på forsiden.

Og når vi nu taler om databaser … Det er ikke nogen nem opgave at holde særdeles detaljerede oplysninger om tusindvis af online casinoer opdateret. Og det er ikke en reel mulighed at tjekke op på dem allesammen dagligt eller sågar en gang om ugen. Heldigvis er det ikke alle casinoer, der er lige vigtige:

  • Mange er rigtig gode og indtager de øverste pladser på vores liste over de bedste casinoer. Da de både er de mest synlige og dem, vi anbefaler til vores brugere, er vi nødt til at være ekstra omhyggelige med at opdatere deres oplysninger. Derfor reevaluerer vi dem oftest.
  • Andre er direkte håbløse og har fået ekstremt lave ratings på Casino Guru. Dem behøver vi ikke opdatere så tit. De dukker alligevel aldrig op på vores lister over anbefalede casinoer, fordi vi ganske enkelt ikke anbefaler dårlige casinoer. Der er heller ikke den store chance for, at et casino med en elendig rating pludselig skulle blive godt. Derfor går der noget længere mellem vores reevalueringer af dem.
  • Og så er der alle casinoerne imellem de to yderpunkter. Selvom et casino ikke er perfekt, kan det alligevel sagtens være et godt match til en spiller, og derfor er vi nødt til at holde vores anmeldelse ajour. Det er dog ikke nødvendigt at opdatere mellemcasinoerne helt så ofte som de bedste casinoer, så her ligger hyppigheden af reevalueringer som regel et sted mellem de to første grupper.

Ovenstående refererer til vores standardopdateringer af de respektive casinoers oplysninger. Det er imidlertid ikke den eneste form for opdateringer, vi foretager. Casinoerne har nemlig også en interesse i at holde deres oplysninger opdaterede på Casino Gurus website. Derfor giver de os besked, når de foretager betydningsfulde ændringer, så vi kan implementere dem i vores anmeldelser med det samme (når vi har verificeret deres ægthed, naturligvis).

Derudover er vores brugere også flinke til at gøre os opmærksomme på, når noget på vores website har brug for en opdatering. Det er en stor hjælp til at holde vores database så opdateret som muligt. Sagt med andre ord hjælper vores brugere os altså med at gøre Casino Guru bedre.

Del artiklen
flash-message-news
Nyheder fra Casino Guru – Følg dagens nyheder fra spilleindustrien
Forum_alt
Deltag i debatten i vores forum sammen med casinospillere fra hele verden
Følg os på sociale medier – daglige indlæg, bonusser uden indbetaling, nye spillemaskiner og meget mere
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked om nye bonusser uden indbetaling, nye spillemaskiner og meget mere